
Om mig
Jeg er blevet den, jeg er – og det føles virkelig godt.
Livet er i dag lettere, friere og mere levende. Jeg bekymrer mig mindre og hviler mere i mig selv. Det skyldes i høj grad den personlige rejse, jeg har været på – en rejse, der for alvor tog fart, da jeg begyndte på psykoterapeutuddannelsen, som jeg afsluttede i sommeren 2018. Det er uden tvivl noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv.
Siden har jeg taget en toårig overbygning som certificeret NARM-terapeut. Det har givet mig en dybere forståelse af, hvordan vi formes i relationer og tidlige erfaringer – og hvordan heling kan ske gennem nærvær, kontakt og bevidsthed.
Noget af det vigtigste, jeg har fået med mig, er en indre ro og en mere kærlig relation til mig selv. Jeg er ok, som jeg er. Den erkendelse har lettet presset for at præstere, imponere eller leve op til andres forventninger.
Jeg har lært at sætte grænser og være tro mod mig selv – og dermed passe bedre på mig selv. Det har også ændret måden, jeg er i relationer på. Jeg kommunikerer mere åbent og ærligt med min mand, vores børn, venner, familie og mennesker omkring mig. Jeg er mere til stede, mere nysgerrig og mere rummelig.
I dag har jeg et stærkt ønske om at gøre en forskel for andre. Jeg vil gerne støtte andre – måske dig – i at finde hjem i sig selv. I at mærke ro, finde accept og leve et liv, der føles sandt og meningsfuldt.
Mette Vagner Johannesen Skovbrynet 94 2800 Kongens Lyngby 23 23 19 23 mette@johannesens.dk